Jens Smærup Sørensen tildelt Montanas Litteraturpris 2023

”En umulighed, der faktisk lod sig gøre. Et halsbrækkende eksperiment udført med suveræn elegance. En svær søvngænger-sikker balancekunst. En underligt utidssvarende bog, som med myndighed taler direkte ind i nutiden. Sådan, paradoksalt, har man lyst til at beskrive det værk, for hvilket Jens Smærup Sørensen i år modtog Montanas Litteraturpris 2023,” skriver Erik Skyum-Nielsen i sin smukke motiveringstekst, som du kan læse her: (Information 22.3.2024).

Evigt i tiden betegnes af bedømmelsesudvalget (Kamilla Löfström, Tue Andersen Nexø, Bodil Skovgaard Nielsen, Anita Brask Rasmussen og Erik Skyum-Nielsensom) som "en yderst vellykket fornyelse af romangenren, en overraskende virkelighedsskildring og en velkommen foræring til en med rette bekymret samtid. (...) Den er suverænt velskreven med appel både til læserens kærlige indlevelse og med stof til historisk eftertanke over den udvikling, som har fundet sted siden landboreformerne i slutningen af 1700-tallet over andelsbevægelsens storhedstid sidst i 1800-tallet frem til i dag, hvor hovedpersonerne og deres naboer anbringes midt i klimakrisen med bevidsthed om skyld og ansvar."

Læs også Peter Nielsens fine klumme: "Jens Smærup Sørensens geniale roman om dansk landbrug gennem flere hundrede år" her:

 

Evigt i tiden

Foto: Frederik Danielsen

Om Grif

Den 1. november 2017 stiftede Modtryk og Charlotte Jørgensen Grif ApS.

Grif er et nyt forlag, der skal udgive kvalitetslitteratur fra hele verden, dansk og oversat skønlitteratur. Stærke, markante forfatternavne der giver læseren en fornemmelse af hvad der lige nu rører sig på den litterære scene i verden. Grif står for bøger der fortæller en god historie, for litteratur der bevæger og ansporer sin læser, og som også gerne må kradse og rive lidt. Grif er romanen der slår et slag med halen!

Hvorfor navnet Grif? Vi kan lide ordet, det er stærkt, enkelt og har en god klang. Grif er et fabeldyr med vinger og løvehale, og på fransk betyder "griffes" kløer. Samtidig har vi på dansk griffel - så navnet peger også ind i litteraturen.

Opdateringer fra Facebook