F-ordet er feminisme.
Ikke fuck, fisse eller fiskefrikadelle.
F-ordet er kritik.
F-ordet er troen på, at det er muligt at skabe en anden verden.
Vi opfatter generelt det ”feminine” som laverestående og underordnet det ”maskuline”. Feminismen kritiserer dette forhold og har som mål at opjustere ”det feminine”, så mennesker kan opnå ligeværdighed. Det er synspunktet i Sanne Søndergaards nye bog, F-ordet, som afdækker den forskelsbehandling, kvinder er udsat for, i hjemmet og på arbejdsmarkedet, i videnskaben og i historien, i medierne. Bogen giver et samlet bud på, hvad feminisme er, og hvorfor den er mere nødvendig end nogensinde.
F-ordet henvender sig til unge og yngre læsere, der er nysgerrige på, hvad feminisme er, og som gerne vil have et ordentligt argument, næste gang nogen siger: Men der er jo forskel på mænd og kvinder, så …
Anmeldelser
"Sanne Søndergaards nye bog om feminisme er ambitiøs, morsom og fuldstændig frygtløs formidling i øjenhøjde."
"En vidende, vild og velskrevet bog."